I Jesu fodspor
Fortid og nutid mødes konstant i området ved Genesaret Sø, hvor Jesus færdedes for 2.000 år siden og spredte sit budskab blandt fiskerne.
Af Hans-Henrik Landsvig
Fotos: Heidi Levine
KAPERNAUM: Trækfuglene flyver lavt hen over Genesaret Sø på med sikker kurs mod syd på denne kolde og våde israelske decemberdag. På en eng holder en flok storke hvil. Der er flere storke på en enkelt eng, end der kommer til Danmark på en hel sommer.
Ude i regndisen skimtes et par fiskerbåde af klart nyere model end dem, Jesu disciple brugte for 2.000 år siden. Men hvis man prøver at følge i Jesu fodspor ned til den lille fiskerihavn nord for Tiberias, opdager man hurtigt, at mindst ét problem er præcis det samme som på Hans tid:
Et par fiskere er særdeles aggressive, indtil det lykkes at overbevise dem om, at fotografen ikke er udsendt som spion fra det israelske skattevæsen. Så det kan klart udledes, at told og skat er fænomener, som folk i det hellige land i dag har et lige så anstrengt forhold til, som for næsten 2.000 år siden, da Jesus kunne berette sin historie om tolderen.
Her i 1997 tager en af de ældre fiskere os med hen til sit skur og ryster på hovedet af de unge brushoveder.
For surt
»Fiskerne har forandret sig i de senere år. I skal passe på dem dér. Mange af dem er narkomaner. De er her kun, fordi de ikke kan få andet arbejde,« siger fiskeren med det gode bibelske navn Gabriel. Han bryder sig ikke om den nye generation af kolleger, og han er selv ved at holde op efter at have fisket på søen i 30 år.
Hans kammerat, David, gider heller ikke mere: »Det er for surt at være ude en hel dag, nogle gange uden at fange noget som helst,« siger han. Arbejdsdagen på søen kan nemt komme op på 16-17 timer, fortæller Gabriel, som nu har fået job i et entreprenørfirma.
»Der er bare ikke så meget byggeri lige i øjeblikket, men jeg har stadig min licens, og så fisker jeg lidt i stedet for,« siger han. For man skal have licens for at fiske i dette, som både hvad historien og geografien angår må være et af verdens mest særprægede fiskevande.
»Der er omkring 200 familier, som lever af det,« forklarer Gabriel, »så der er omkring 500 fiskere, men ministeriet udsteder ikke nye licenser. Vi er allerede for mange.«
Fangsten udgøres især af de »Sankt Peters Fisk«, som serveres på enhver restaurant i området, og som nogle finder velsmagende, og som andre mener, er så grimme, at de ikke kan få sig selv til at sætte tænderne i dem.
Der er et mindstemål, og to måneder af året er visse områder afspærret som ynglepladser. Men ellers er der fri jagt på fiskene i søen, hvis overflade er 210 meter under havets, hvilket gør den til verdens lavestliggende ferskvandssø. Den er op til 50 meter dyb, og der er omkring 20 kilometer fra Tsemakh i syd til Kapernaum i nord og lidt mindre på den anden led.
Vandstanden kan svinge to en halv meter fra sommer til vinter, og hvis vinteren er tør, er de israelske aviser om foråret fyldt med daglige bekymrede rapporter om, hvor mange eller hvor få centimeter, vandet er steget i det forgangne døgn. Genesaret er Israels vigtigste reservoir for ferskvand, og der pumpes millionvis af liter gennem en rørledning helt ned til Negev-ørkenen.
»Men det er nu ikke så slemt. Der skal bare en uge til med god, solid styrtregn hele tiden og masser af sne oppe på Hermon-bjerget. Så er søen fyldt op,« siger Gabriel.
Specielle vejrforhold
Golanhøjderne på Østbredden hæver sig til omkring 500 meter over vandspejlet, og sammen med de lidt lavere bjerge ved Tiberias på Vestbredden gør de vejrforholdene på stedet helt specielle.
»Bølgerne kan blive meget farlige, når det blæser, og der er sket mange drukneulykker. Så nu er det blevet forbudt at fiske alene,« siger Gabriel. Men det tager fiskerne tydeligvis ikke så tungt, for vi har kun kørt et par kilometer længere nordpå, efter at have taget afsked med Gabriel, før vi ser den første ensomme fisker i en jolle med påhængsmotor.
Køreturen går forbi byen Migdal, hvilket betyder tårn på hebraisk. I'et udtales nærmest som et a, og når man ved det, er det slet ikke så svært at regne ud, hvilken by Maria Magdalene kom fra.
Om hun så har sejlet i den 2.000 år gamle båd, som er ved et blive konserveret på museet i kibbutzen Ginosar ved søbredden er nok mere tvivlsomt. Der er sandt at sige ikke er meget tilbage af skibet, men det er alligevel et arkæologisk fund af verdensklasse, og kulstof-14 analyser har dokumenteret, at det virkelig stammer fra perioden mellem 100 år før og 100 år efter Kristi fødsel. Nu ligger båden bag glasruder og tørrer, indtil konserveringen er slut om to år.
Både Jesus og Marco Polo
Direkte levn efter Jesus og hans disciple blandt fiskerne kan det nu ellers godt knibe med at finde, hvis man ikke får hjælp, og kører man ad den israelske hovedvej 77 fra Nazareth mod Tiberias, er det ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, at Jesus har gået her.
»Men det har han, for vi ved, at det var den eneste vej i området på det tidspunkt, hvor han vandrede fra Nazareth til Genesaret Sø for at prædike,« beretter redaktøren af det israelske kulturtidsskrift Eretz, Yadin Roman.
»Marco Polo har også været her, for vejen fører faktisk helt til Kina, hvis du fortsætter forbi søen. Det var en meget vigtig vej østpå fra havnen i Akko, og der var karavanestationer med jævne mellemrum. Men det er der jo også i dag,« siger Yadin Roman og peger på en gigantisk McDonald's ved vejkrydset Golani Junction. Her svinger vi mod nord, men standser brat et par kilometer længere fremme ved en aldeles uanselig jordvej på højre hånd, som de fleste ville have overset. Ikke desto mindre forsikrer Yadin Roman, at dette er den originale romerske vejføring.
Og så snart bilerne på asfaltvejen er ude af syne, er det pludselig ikke så svært at tænke tilbage i tiden. De gæstfrie beduiner i en lejr lidt længere fremme har ganske vist fået både traktorer og TV, siden Jesus passerede stedet, men ellers har deres levevis ikke ændret sig stort. Bevoksningen er også den samme som dengang.
»De lave egetræer oppe ved vejen er den naturlige Middelhavsvegation. De fyrretræer, du ellers ser alle andre steder i Israel, var noget, de jødiske nybyggere indførte. De havde jo ikke tid til at vente på, at egetræerne skulle vokse op,« forklarer Yadin Roman og fortsætter:
»Se, hvordan vegetationen skifter netop her ved beduinlejren. Vi er omtrent i højde med havoverfladen, men nu kommer vi ned i den dybe dal med søen, og det bliver mere ørkenagtigt,« siger han og udpeger det lave krat og krydderurterne i vejkanten, som afløser egetræerne.
I vejkanten nede ved bredden af Genesaret Sø står imponerende palmer, og der er hoteller overalt her i israelernes sommerland omkring Tiberias. Kapernaum længere nordpå, hvor Jesus boede, er en ruinby, og formentlig i den bedste mening har nogen bygget en sælsom konstruktion, så man kan stå og kigge ned på ruinerne af den byzantinske kirke, der blev bygget på samme sted som det hus, Jesus og Peter boede i.
Det hele ser dog lidet bibelsk ud og ligner nærmest en nødlandet flyvende tallerken, men Yadin Roman vil nu heller ikke garantere for, at det var netop der, huset lå.
»Præcis her«
»Der er en pause på mindst 100 år fra begivenhederne indtraf, til der kom folk udefra og forsøgte at genfinde stederne. Og du kan jo den dag i dag prøve at spørge beduinerne nede i Sinai-ørkenen, om det var her, Moses kom ned fra bjerget med de ti bud. Du får helt sikkert det samme svar, lige meget hvor du er:« »Ja, hr. turist. Det var præcis her, det skete. Det bliver lige ti dollar.«
Så er der mere stemning lidt længere henne ad vejen på stedet, hvor Jesus samlede fiskerne, efter at han var genopstået, og hvor han overgav ledelsen af kirken til Peter.
Der ligger en lille sød kirke, og franciskanerpræsten, Fader Hartwig, er ikke et sekund i tvivl om, at dette sted er præcis det rette.
»Jeg repræsenterer en tradition, som har været uafbrudt i 2.000 år. Der er kommet pilgrimme fra hele verden lige siden. Den gruppe derhenne er fra England. I formiddag var her nogle fra Indien og fra Indonesien. Se den sten dér. Det er Mensa'en. Det var der Jesus og disciplene spiste,« siger Fader Hartwig med begejstring i stemmen og beklager, at ufreden i det hellige land har fået antallet af pilgrimme til at dale.
Frygter masseturisme
Det har man også bemærket i det israelske turistministerium, som har lanceret en storstilet kampagne for at lokke pilgrimme til landet i 2000-året for Jesu fødsel. Yadin Roman er med i planlægningen, og man aner hans bekymring ved tanken om, at der skal komme fire eller fem millioner turister i løbet af et år. Det er det dobbelte af det nuværende tal. Bare noget så banalt som hver dag at få tusindvis af mennesker sikkert over hovedvejen mellem bussernes parkeringsplads og Fader Hartwigs kirke kan blive et problem, mener han. Og i gæstgiveriet Vered Hagalil i det storslåede landskab nord for Genesaret Sø, hvor blandt andet Bjergprædikenen fandt sted, er værten, Yehuda Avni, også nervøs. Han er indvandrer fra USA og har indrettet stedet som en ranch, hvor han arrangerer ture på hesteryg i området.
»Jeg er bange for masseturismen,« erkender han åbent. I dag har han 17 hytter til gæster på sin ranch, og han vil kun bygge yderligere ti i anledning af år 2.000-kampagnen. På spørgsmålet om, hvor resten af de fem millioner turister så skal bo, svarer han hovedrystende: »Det synes jeg, du skulle spørge turistministeriet om.«
Og så er turisterne endda ikke den eneste fare for naturskønheden. Den længe ønskede fred kan også blive et problem, forklarer Yadin Roman og peger over på Golanhøjderne: »Hvis der bliver fred med Syrien, skal Israel formentlig afgive en del af Golan. Det betyder, at tusindvis af bosættere skal genhuses. Og det bliver sandsynligvis i nye byer lige her,« siger han.
(Berlingske Tidende 26. december 1997)
<<<Bethlehem Jerusalem>>>
This site is © Copyright Hans-Henrik Landsvig, All Rights Reserved
Steve's free web templates
